I 2016 blev TV-læge Charlotte Bøving syg med kræft. Hun blev indlagt med tarmslyng for anden gang, og her blev det opdaget, at hun havde fået en tumor i maven. Den skulle opereres væk. Efter operationen var hun plaget af smerter, var forstoppet, havde kvalme og ingen appetit. Alligevel fik hun ingen information og hjælp til ernæringen, før det var for sent. Hun tabte sig og blev så afkræftet, at det tog hende over et år at rette op på.
”Dagene gik, og jeg blev mere og mere svækket. De ville ikke give mig mad, før der kom gang i min tarm, men det kom der bare ikke. Først efter syv dage fik jeg lov at spise lidt tynd suppe og ernæringsdrikke. På det tidspunkt var jeg helt afkræftet. Der var ingen energi tilbage i min krop. Min krop var slukket, og jeg var ligeglad med, om jeg var død eller levende”.
Sådan fortæller TV-lægen Charlotte Bøving om sin oplevelse med at være indlagt med en kræftsygdom og på trods af alvorlig sygdom og vægttab ikke få den nødvendige information om ernæring af sundhedspersonalet omkring hende. Hun opdagede selv, at hun havde tabt sig og måtte også selv sørge for, at der blev gjort noget ved det.
Charlotte Bøving, der er en slank og veltrænet kvinde, tabte sig over tre kilo på blot syv dage Ingen havde på forhånd nævnt, at hun skulle have ekstra fokus på ernæring før og efter kræftoperationen. Måske troede sundhedspersonalet, at hun vidste det i forvejen, fordi hun selv er læge, men som Charlotte forklarer, ved hun ikke alt:
“Det var helt nyt for mig at være patient, og jeg var meget alene med sygdommen på min stue. Jeg var den irriterende patient, der hele tiden stillede spørgsmål og bad om ting som blodtryksmåler og vanddrivende midler. Det var nemmere at holde sig væk end at gå ind til mig. I den her forbindelse var det en stor ulempe selv at være læge”.
Forløbet tvang Charlotte Bøving til at kæmpe for sin ret til ordentlig ernæring og hjælp fra en diætist. Det tog lang tid – over et år – og hårdt arbejde at genvinde hendes vægt og kræfter. Kroppen bruger al energi på at bekæmpe sygdommen og udholde smerter fra operation og eventuelle bivirkninger ved medicin. Derfor er det ekstra svært at tage på, når man er alvorligt syg.
Charlotte Bøvings forløb har lært hende meget om, hvor vigtig ernæring er – især i forbindelse med alvorlig sygdom. Hun har taget meget læring med sig – både i forhold til hendes private liv og velvære, men også i forhold til hendes professionelle liv som praktiserende læge.
I sit private liv sørger Charlotte Bøving i dag for at passe så godt på sin krop som muligt. Hun har altid levet sundt og trænet meget, og det gør hun stadig, men ikke længere kun med fokus på muskler og proteinrig kost.
Hun forsøger at træne mere balanceret og ikke presse kroppen for meget Hun er ikke længere bange for at indtage kalorier, for hun kan mærke, at hendes krop har brug for næringsrig mad – det vil sige mad med både proteiner og kalorier.
Charlotte Bøving er praktiserende læge i Varde, og efter at have oplevet et alvorligt sygdomsforløb med vægttab på egen krop, er hun ekstra opmærksom på altid at tale om ernæring med sine patienter.
“Jeg italesætter ernæring ’big time’. Jeg snakker altid ernæring med mine patienter, og jeg anbefaler dem altid at være i deres livs bedste form inden en operation. Det er det bedste, man kan gøre for sig selv. Og hav meget gerne nogle ekstra kilos sul på kroppen inden en operation – de kilo skal nok forsvinde helt af sig selv”, siger hun.
Ifølge Charlotte Bøving er der i dag alt for lidt fokus på ernæring. Der bør være større fokus på at give patienter det bedste udgangspunkt inden et sygdomsforløb.
“Ernæring er så vigtigt i den her forbindelse. Man bør optimere patienter, som man optimerer sportsfolk. Hvis de skal kunne klare et alvorligt sygdomsforløb, er deres kroppe nødt til at være så stærke som muligt”, siger hun.
Helt generelt råder Charlotte Bøving alle til altid at italesætte vægttab og ernæring – især under alvorlig sygdom som fx kræft eller KOL. Det er hendes erfaring, at man kan være nødt til at kræve, at der bliver gjort noget ved ernæringssituationen – også hvis fagpersonalet affejer eventuelle symptomer på vægttab. Hvis man selv føler, at noget er galt, skal man reagere på det og kræve handling.
“Man har jo langt fra altid kræfter til at kræve handling, når man er syg og afkræftet. Det er derfor en god idé at gøre så meget som muligt forud for en eventuel operation eller andet forestående forløb. Og så er det en hjælp at involvere de pårørende”, fortæller Charlotte.
Hvis man har brug for hjælp til at få tilstrækkeligt ernæring, råder Charlotte Bøving sine patienter til at afprøve forskellige former for ernæringspræparater. Det hjalp hende, da hun i perioder havde svært ved at spise nok almindelig mad:
“Hvis der er nogle smagsvarianter, du ikke kan lide, så prøv nogle andre. De er jo ikke kun relevante til helt at erstatte måltider. Det kan også bare være som supplement. Det er så vigtigt at få nok næring, og der findes efterhånden noget for en hver smag”, siger hun.