Sådan kan du bruge ernæringsdrikke

Illustration af ernæringsdrikke med teksten: sådan bruger du ernæringsdrikke

Har du kræft eller KOL, og har du i perioder svært ved at spise nok? Så kan medicinske ernæringsdrikke være en god løsning. Her får du diætistens råd til, hvordan du bedst bruger ernæringsdrikke som supplement eller erstatning for måltider.

 

HVORNÅR ER ERNÆRINGSDRIKKE EN GOD IDÉ?

Medicinske ernæringsdrikke kan være relevante for alle, der er i ernæringsmæssig risiko. Det vil sige alle, der har svært ved at indtage nok mad på egen hånd, fx pga. sygdomme, som KOL og kræft, eller alvorlig svækkelse. De er også relevante for småtspisende ældre. Småtspisende ældre er dog kun dækket af tilskudsordningen/grøn recept, hvis de samtidig er alvorligt syge eller svækkede.

De medicinske ernæringsdrikke indeholder alt det, kroppen har brug for af næringsstoffer, dvs. protein, fedt og kulhydrat samt vitaminer og mineraler. Ernæringsdrikkene kan være en hjælp til, at du opnår dit mål for den ernæringsindsats, der er sat i værk, hvad enten det er at holde vægten eller tage på igen i vægt efter et sygdomsforløb.

 

LÆG EN PLAN MED EN DIÆTIST

Det kan være svært selv at overskue at lægge en plan for, hvordan du kan bruge ernæringsdrikkene som supplement eller erstatning, og hvor meget du skal drikke på de forskellige tidspunkter af dagen. Derfor er det en god idé at få hjælp af en diætist.

Der kan være mange måder at lægge en plan på, og det er individuelt, hvad der fungerer bedst. Du skal se på, hvad du laver i løbet af dagen, og hvordan dine øvrige spise- og drikkevaner er. Hvis du fx har lægebesøg eller går til kontrol på sygehuset, kan det være nemmere at drikke en medbragt ernæringsdrik end at finde et sted at spise en madpakke. En diætist kan hjælpe dig med at få overblik og lægge den helt rigtige plan for, hvordan du bedst kan bruge ernæringsdrikke som supplement til din kost i din hverdag.

Få hjælp til den rette ernæring PÅ APOtEKET

SPØRG APOTEKET

Tag resultatet med til lægen eller på apoteket

UDFYLD TJEKLISTEN

ERNÆRINGSDRIKKE SOM SUPPLEMENT

DRIK DINE MELLEMMÅLTIDER

Hvis du har brug for at supplere din daglige ernæring med medicinske ernæringsdrikke, kan du fx bruge ernæringsdrikke som mellemmåltider. Det kan du gøre ved at forsøge at få spist noget energitæt mad ved hovedmåltiderne og gerne drikke noget med kalorier i, fx mælk, juice eller saftevand. Du kan også supplere måltidet med et lille shot af en ernæringsdrik.

Mæthedsfølelsen er anderledes, når du drikker noget, end når du spiser noget, og på den måde kan du med ernæringsdrikke undgå, at du pga. mellemmåltider føler dig for mæt til at spise ved hovedmåltiderne. Mange oplever også, at de får mere appetit igen, når de husker mellemmåltiderne.

Hvis du er tidligt oppe, kan dét at drikke en ernæringsdrik være det første, du gør om morgenen, en times tid inden morgenmad. For andre vil det give bedre mening at drikke ernæringsdrikke:

  • Midt på formiddagen
  • Midt på eftermiddagen
  • Sidst på aftenen eller lige før sengetid.

Det er typisk på disse tidspunkter, man anbefaler mellemmåltider, fordi de på denne måde ikke forstyrrer hovedmåltiderne. For de fleste vil to-tre ernæringsdrikke om dagen være passende som supplement til måltider, hvis de skal gøre en reel forskel for ens kost og ernæringsindtag.

 

ERNÆRINGSDRIKKE SOM ERSTATNING

Der kan være perioder, hvor du ikke kan tygge din mad, hvor du ingen appetit har, eller hvor du er for afkræftet eller smertepåvirket til at kunne spise. Derfor kan det ende med, at du ikke får dækket dit behov for kalorier, herunder protein, vitaminer og mineraler. Få hjælp til ernæring, hvis du oplever bivirkninger her.

I sådanne situationer kan du erstatte dine måltider med ernæringsdrikke. Det er vigtigt, at du sørger for at drikke fuldgyldige ernæringsdrikke, da de indeholder alle de næringsstoffer, kroppen har brug for og derfor kan erstatte et måltid mad. Fuldgyldige ernæringsdrikke er godkendt til at kunne erstatte mad fuldt ud, og derfor er det muligt at leve udelukkende med ernæringsdrikke i en periode.

 

FÅ HJÆLP TIL AT LÆGGE EN ERNÆRINGSPLAN

Det kan variere, hvor mange ernæringsdrikke du har brug for, når du skal erstatte dine måltider. Det er en god idé at få en diætist til at hjælpe med at regne ud, hvor mange ernæringsdrikke der skal til for at få dækket dit energi- og proteinbehov og introducere dig for de forskellige drikke afhængigt af dit behov og smagspræferencer.

En diætist vil også kunne hjælpe med at planlægge, hvornår på dagen der er behov for ekstra ernæring og energi samt om dine måltider giver dig tilstrækkeligt med energi og protein, eller om du har brug for tilskud.

 

EKSPERIMENTÉR MED ERNÆRINGSDRIKKE

Du kan opleve bivirkninger ved din behandling, der gør, at dine smagsløg ændrer sig, og at det meste, du putter i munden, smager anderledes eller ligefrem dårligt. Her kan det være en god idé at forsøge at eksperimentere med ernæringsdrikkene. Nogle varianter, fx mokka- og chokolade, smager godt, når de bliver lunet, mens andre varianter smager godt, når de er frosne og spises som en is.

Der er også ernæringsdrikke, der kan bruges som en del af madlavningen, så du på den måde sikrer noget ekstra ernæring. Spørg evt. din diætist til råds, hvis du mangler inspiration til nye måder at indtage ernæringsdrikke.

Blive klogere på hvordan du kan pifte dine ernæringsdrikke op her.

 

FØLG LØBENDE OP MED EN DIÆTIST

Det er generelt vigtigt, at du løbende får fulgt op på din ernæringsstatus og vægtudvikling af en diætist eller læge – særligt hvis du i en sygdomsperiode har tabt dig meget i vægt og mistet appetitten.