fbpx

Portræt: “Den rette ernæring betyder alt”

Den ellers tætte familie rykkede ekstra tæt sammen, da Louises mor blev alvorligt syg af kræft. Fra dag ét var Louise og hendes lillebror ved deres mors side. Louise tog med til alle lægesamtaler, og efter hver kemobehandling flyttede Louises mor ind hos familien i nogle dage for at være sikker på, at hun fik den næring, hun havde bruge for til at komme igennem behandlingsforløbet.

Familien rykkede endnu tættere sammen

De første forårsdage havde meldt sin ankomst, og Louise var taget på en længe ventet påskeferie med sin mand og børn. Forinden havde Louise bemærket, at hendes mor havde klaget over smerter i spiserøret, men da de ikke havde haft kræft i familien før, lå det meget fjernt for Louise, at der kunne være tale om denne sygdom.

På ferien ringede moren med beskeden om, at lægerne havde fundet kræft i spiserør og mavesæk. Lige pludselig var der meget langt til Danmark. Så familien pakkede sammen og tog det næste fly hjem for at støtte Louises mor

”Jeg skulle bare hjem og holde om hende og være der. Vi har altid været en tæt familie, men da mor blev syg, rykkede hele familien endnu tættere sammen”, fortæller Louise.

Alt blev talt igennem

Diagnosen var et stort chok for hele familien, ikke mindst Louises mor, der troede, at hun snart skulle dø. Inden behandlingen startede, talte de alt igennem, og Louise og hendes bror holdt fast i, at deres mor ikke skulle herfra nu.

”Det var en hård tid de første 14 dage inden behandlingen startede, for der vidste vi kun det, vi havde læst på internettet, og der var prognoserne ikke gode. Men da vi fik behandlingsplanen på Rigshospitalet, og der blev taget hånd om min mor, blev det mere trygt, og vi begyndte at tro på, at min mor nok skulle klare det”, forklarer Louise

Louise blev automatisk det familiemedlem, der gik med sin mor til alle lægesamtaler og også sørgede for at passe hende hjemme efter kemobehandling.

Louise noterede den information, de fik ved lægesamtalerne, så hun kunne gengive det til sin mor efterfølgende, for under samtalerne var hendes mor udelukkende fokuseret på at høre, om hun ville overleve. Derfor hørte hun ikke selv de små detaljer.

”Jeg hjalp med at holde styr på alt det praktiske i behandlingsforløbet, så min mor kunne få ro til at fokusere på at komme igennem behandlingen.”

 

Hun måtte ikke tabe sig

Det var derfor også Louise, der havde styr på den information, de fik om ernæringen i forbindelse med morens kræftsygdom. Da kemoterapien startede, fik de at vide, at moren ikke måtte tabe sig, for hun havde brug for alle sine kræfter til den efterfølgende operation.

Louises mor mistede helt lysten og overskuddet til at spise, da hun fik kemoterapi. Derfor boede hun hjemme hos Louise i fem dage efter hver kemobehandling. På den måde kunne Louise holde øje med, om moren spise nok.

Med hjælp fra en diætist på hospitalet og på Center for Kræft og Sundhed i København vidste Louise, at hendes mor skulle have energi- og proteinrigt mad i stedet for grøntsager. Louise sørgede for at have indkøbt alt det, hendes mor havde lyst til at spise, så det lå klar.

Selvom det var svært, måtte Louise være konsekvent over for sin mor og sørge for, at hun spiste.

”Vi brugte meget tid i perioderne mellem kemobehandlingerne på at tale om, hvorvidt det var ok, at jeg pressede hende til at spise, selvom hun ikke havde lyst. Det var jo for at hjælpe, og min mor sagde, at det var godt, at jeg gjorde det, for ellers havde hun tabt sig endnu mere.”

Louises mor begyndte allerede at tabe sig under kemobehandlingen, men efter operationen faldt vægten for alvor.

”Det gik stærkt. Vi vidste godt, at hun ville tabe sig, fordi hun fik fjernet en stor del af mavesækken. Men hun tabte sig så meget, at jeg tog en snak med hospitalet om, hvor smertegrænsen for vægttabet lå,” fortæller Louise.

Ifølge hospitalet måtte hun ikke komme under 67 kilo og for at sikre sig, at det ikke skete, satte Louise en grænse, der hed 70 kilo. Louises mor fik fra Hospitalet udskrevet recept på ernæringsdrikke, som skulle hjælpe med at give den næring hun havde brug for.

En ny hverdag med mange små måltider

I fem måneder efter operationen skulle kosten bestå af flydende eller moset kost. De fik lagt en kostplan af en diætist, som Louises mor skulle følge de første fjorten dage efter operationen. Herefter var de på egen hånd. Det blev svært, da hverdagen ramte, for det er en udfordring at finde på nye opskrifter, der opfylder alle næringsbehov og samtidig smager godt.

”Min mor skal resten af sit liv spise 7-8 måltider om dagen med to timers mellemrum, og i hende mave der er kun plads til 1-1,5 dl pr måltid. I hvert måltid skal der derfor være nok protein og fedt – og grøntsager er bandlyst, fordi de fylder for meget. Samtidig føler min mor ikke længere sult, og hun kan derfor nemt komme til at springe et måltid over. Af den grund er det vigtigt, at måltiderne også smager godt, så min mor har lyst til at spise dem.”

Diætisterne har været en stor hjælp, men Louise kunne godt have brugt mere hjælp til ernæring specifikt rettet mod den kræftsygdom, som hendes mor var diagnosticeret med, for operationen og den lille mavesæk, gjorde ernæring særlig kompleks at håndtere. Selvom behandlingsforløbet i dag er overstået, vil ernæring fylde meget hver eneste dag fremover, og de skal altid holde øje med vægten.

”Vi skal være opmærksomme på, at hun får den næring, hun har brug for. Vi andre får vitaminer naturligt gennem kosten, og vi tænker ikke så meget over det, men det kan min mor ikke længere, så vi skal virkelig holde øje med, om hun får alle de næringsstoffer, hendes krop skal bruge for at fungere”.

 

 Gode råd fra Louise til andre pårørende

  • Vær med til lægesamtalerne
    Det er utrolig vigtigt, at der er pårørende med til samtalerne hos lægen eller hos diætisten. Den pårørende kan bedre stille spørgsmål og notere informationen, så man bagefter husker, hvad der blev sagt.
  • Det er nødvendigt at presse på
    Selvom behandlingen gør, at den pårørende ikke har lyst til noget som helst, er det vigtigt at presse på, så de får spist og kommer op af sofaen og holder sig fysisk aktive. Det er omsorg og for deres eget bedste, og det ved de i sidste ende godt.
  • Hold øje med vægten
    Det kan være en hjælp at skrive vægten ned i et skema, så man kan holde øje med, at vægttabet ikke pludseligt løber løbsk. Derved kan man også hurtigt se, om din pårørende har brug for ekstra ernæring fx supplering med ernæringsdrikke.
  • Sæt ekstra ind i de svære perioder
    Det hjælper at være ekstra meget til stede i de svære perioder af behandlingen, fx efter kemoterapi. På den måde kan man bedre holde øje med ernæringsindtaget og registrere, om de får nok at spise i løbet af dagen, samt hjælpe dem med indkøb af den mad de særligt gerne vil spise.
  • Giv dig selv en fridag
    Det er hårdt at se sin nærmeste være alvorligt syg, og det kræver mange kræfter at passe på dem under behandlingsforløbet. For at kunne være der for dem, skal man også passe på sig selv midt i det hele. Tag en fridag engang imellem, hvor du gør noget godt for dig selv, og får en kort pause fra sygdommen.